Din indkøbskurv er tom.

Fri fragt**  gælder ikke teamtøj

Dag-til-dag levering** ordre afgivet før kl.12:00. gælder ikke teamtøj

Officiel distributør af Castelli & Sportful

30 dages returret** gælder ikke teamtøj 

Analyse: Tirreno-Adriatico

Med den stjerneparade der var på årets startliste, var der store forventninger til at der ventede et brag af et cykelløb. Med Van der Poels knusende opvisning i Siena nogle få dage forinden, havde man næsten en fornemmelse af, at han ikke ville kunne slås i noget terræn indenfor de rammer, som Tirreno-Adriatico sætter.

Af Per Bausager

Men allerede på løbets første to dage meldte hans to evige rivaler, Van Aert og Alaphilippe ud, at de ikke har sagt deres sidste ord i den sag. Van Aert vandt en massespurt på strandpromenaden i Lido di Camaiore, og dagen efter tog Alaphilippe sig af 2. etape, på en afslutning der gik opad, med Van der Poel og Van Aert på de næste pladser. 

Dagen efter vandt Van der Poel en anden etape med mål opad, og så stod der 1-1-1. Men på den anden side; det var først nu, at klassementet skulle til at sættes. Næste dags afslutning var nemlig op til Prato di Tivo, og der var spændning om Van der Poels og Van Aerts inbyrdes styrkeforhold i sådan et terræn, men også om hvorvidt Van Aert kunne forsvare sine klassementambitioner.

10-03-2021 Tirreno – Adriatico

Det var Pogacar, der med en dræbende turbodielsel-aktion på vejen op til Prati, trak det lange strå. Indtil da havde animatorerne været Bernal, Fulgsang, Thomas og Pogacar, men da det gjorde allermest ondt, lettede sloveneren anker med 5,5 km til mål. 

Team Ineos havde kørt som i “gamle dage”, ved at spille op til dans med deres billion dollar tog, men efter de ellers respektable, og endda lovende, fremstød fra Bernal og Thomas, måtte de se sig parkeret på rangersporet, da konkurrenterne åbnede ild i den absolutte finale.

Pogacar lagde fra land på et tidspunkt hvor alle åndede med gæller, og kort efter optog Simon Yates forfølgelsen på typisk Yates-vis – altså med et frygteligt swung, så man, hvis man ikke vidste bedre, ville tro, han var oppe i løbet af 400 meter. Men Pocagar er ikke en almindelig god bjergrytter – han er et monster til at holde kæden stram, og at køre 10 sek. ind på ham svarer til at bruge 90% af månedslønnen på udbetalingsdagen. Det måtte Yates også sande da han på de sidste kilometer stallede, mens Pogacars aktion og position, selv under det maksimale pres, vidnede om hans ekstraklasse. Han kørte da også stigningen over 2 minutter hurtigere end Froomes rekord fra 2013.

Vi fik også svar på crossrytternes rolle i fortsættelsen. Van Aert kørte stærkt i Tour de France, men det her var en ny situation, da han ene mand måtte føre hele bjerget op, og det gjorde han forbilledligt og så kontrolleret som det nu kan være når alt hvad man har i sig af fysiske og psykiske ressourcer efterspørges. Han var stadig inde i kampen om klassementet.

Van der Poel slog op i banen helt nede i bunden, og lod os ikke se sin grænse. Han havde nok næste etape med de mange mure i tankerne, og var klar over at sådan et bjerg ikke lå indenfor hans gebet.

Søndagens etape skulle vise sig at blive episk, og jeg kunne godt lide at vide om der mon var skinke og Philadelphia eller strachino og abrikosmarmelade i den bolle, Van der Poel havde i munden, da han kørte favoritgruppen ud af hjulet med 52 km hjem – efter at have lavet en række dræbende fremstød de seneste 15 km. Det virkede næsten som om resten af gruppen var glade for at slippe af med ham, da han red afsted solo.

Jeg kan ikke mindes at have set et bedre væddeløb. Med Van der Poel som den store arkitekt og animator. Når han har fuld tank, er hans power altødelæggende, og det er hans lyst til at udrette store ting også. En mand med hans gaver kunne mageligt vente til sidste bakke med at sætte sit kick ind og vinde etapen, men det synes han ikke er interessant. Han vil udrette store ting, og det gør han visseligt også.

Van Aert missede chancen da toget gik. Van der Poels peaks var hans bedste billet til at få skovlen under Pogacar, men det så ikke ud til, han var i stand til at løse den nødvendige rejsehjemmel.

Det var et meget stort cykelløb, men også usædvanligt. Favoritgruppen havde sat næsten 3 minutter til i forhold til Van der Poel, der omvendt blev ved at angribe cykel og terræn som om det var de sidste 200 meter. Forfølgerne lignede på det tidspunkt nogle der havde opgivet at se fronten for i dag. Van Aert og Bernal skulle have regntøj på, hvilket ofte er et tegn på at man er løbet tør for strøm, og at man ikke kan generere watt nok til at holde varmen.

Det lignede et sikkert cruise hjem for den hollandske mester, men så skete der noget. Pogacar angreb Van Aert, som ikke kunne holde hjul, og her så vi muligvis noget, der har stor betydning i GT-sammenhæng. Begge havde gravet i bund i går og Van Aert havde tydeligvis ikke restitueret så godt som manden i førertrøjen. Pogacars restitution er formidabel. Og det er hans lyst til at køre væddeløb også.

Oppe foran begyndte alle kritiske tegn at vise sig. Van der Poel var stivnet. I ansigt og i motorik. Albuerne havde ikke længere inklination, armene var strakte, og cassettens store skiver måtte i anvendelse. Bakkerne blev ikke længere angrebet, der var nu tale om forceringer i defensiven.

Bagude var der en mand der havde “øl at sælge”, som de siger i Italien. Pogacar er ikke nogen rouleur at skue, men man var ikke i tvivl om, at han havde drev i Colnagoen. Med en foruroligende fart åd han sig ind på Van der Poel. 2 minutter var forsvundet som dug for solen, og de sidste kilometer var en gyser. Jeg var sikker på, at eventyreren ville blive hentet. Det var han også blevet hvis han ikke på den allersidste 12% stigning havde fundet en finish frem fra sit dybeste indre til at sikre ham en meget fortjent sejr, men som også sendte ham til tælling på asfalten i mange minutter.

Van der Poel er ikke alene en gudsbenådet atlet. Et powerhouse af rang. Han er også et monster når det gælder karakter. Vi så noget lignende sidste efterår i Binck Bank Tour, da han hentede en finish et eller andet sted derinde et sted i dybet, som akkurat reddede ham tørskoet i land. At det koster ham så meget – at han kan og vil gå så dybt for at lave de helt store præstationer, er uendeligt smukt, og tjener ham til den størst mulige ære.

Van Aert viste også sin mesterklasse ved ene mand at formå at begrænse sit tidstab til godt et halvt minut. Men det var altså ikke ham der havde fat i nogen lang ende på denne dag.

Man taler meget om moderne cykling kontra gammeldags cykling. Dagens løb beviser, at det er store cykelryttere der skaber de storte løb og de store oplevelser. Genier er ikke bundet af tid. 

Søren Kierkegaard sagde det:

“Genierne er som Tordenveir: de gaaer mod Vinden; forfærde Menneskene; rense Luften.”

6. etape var relativt fredsommelig på papiret, og det endte også med, at et tidligt udbrud holdte hjem. I dette udbrud befandt sig Mads Würtz, som det sidste års tid virkelig har udviklet sig. Han er stærk og har en god næse for at komme med i de rette udbrud, hvilket jo som regel er dem der kører stærkest når de kører væk. På denne etape fik vi set at Mads også kan afslutte. Han kørte en textbook finale med overblik og autoritet, og den helt rette power og timing sikrede ham en klar etapesejr – hans første i et WorldTour-løb.

Så var der kun den klassiske enkeltstart i San Benedetto del Tronto tilbage. – en afslutning, der har været kørt i over 50 år. Og en walkover for Ganna, som kunne hente sin 10. sejr i træk på enkeltstart. Troede vi. Det var en sensation da Küng havde kørt 5 sekunder hurtigere end Ganna, og ingen var i tvivl om, at her var vinderen. Men det var kun indtil løbets nummer 2, bragede i mål med hurtigste tid af alle. Sjovt at se Velons watt-oplysninger, og hvordan Ganna på alle punkter har performet stærkere end Van Aert, men alligevel har kørt 11 sekunder langsommere. Det viser igen, at det ikke er watt alene der bestemmer hvem der vinder cykelløbene.

Således bølgede fordelen tilbage i Van Aerts favør, og skulle man efter søndagens etape have fået den mistanke, at han manglede den sidste form, så var man nu klogere. 

Hvad tager vi med os fra årets Tirreno-Adriatico, som var et formidabelt væddeløb?

Jeg synes at alt den spænding, vi har ønsket op til klassikerne er intakt. 2 etaper til Van der Poel, 2 til Van Aert og 1 til Alaphilippe. Sidstnævnte var løbet igennem ikke så brillant som de andre to – på de hårde etaper var han væk, men jeg er ikke i tvivl om, at han er der lørdag eftermiddag på Poggio.

I det hele taget kan jeg ikke se for mig, at nogen kan følge de tre.  Jeg tør ikke sige, at de kommer sammen hen over toppen, men jeg tror ikke, at nogen kan kile sig ind imellem dem. Der kan næsten ikke tænkes en vinder, der ikke er en af dem.

Og Pogacar: Jeg siger stakkels dem der drømmer om at vinde Touren i år, og som er nødt til at slå ham for at gøre det.

Hos Empire Cycling kan du naturligvis købe de hurtigste speedsuits og vi har speedsuit af samme model som Filippo Ganna og resten af Team Ineos Grenadiers kører enkeltstarter i. Nu vandt Filippo Ganna ganskevist ikke enkeltstarten i Tirreno-Adriatico, men med 9 sejr i streg før det, skal han betragtes som en af sportens helt store tempofænomener.

CASTELLI BODY PAINT
Den eneste grund til at vi kan have det her til salg er UCI’s regler, stod det til Castelli og Team Ineos Grenadiers skulle dragtens design være en hemmelighed for offentligtheden, men UCI’s regler siger at alt materiel skal være tilgængeligt i udsalg. Den er udviklet over 2 år og hundredevis af timer i vindtunellen for at optimere på hver eneste lille detalje, som giver enhver der bruger dragten et unfair fordel over konkurrenterne.

column col-xs-12 col-sm-12 col-l-12